Spring videre til hovedindholdet

Sådan bogfører Salary dine bogføringskonti

Læs mere om, hvad og hvordan Salary bogfører de forskellige konti

Sofie Vestergaard avatar
Skrevet af Sofie Vestergaard
Opdateret over en uge siden

Når du bruger Salary sammen med dit regnskabsprogram, skal du fortælle systemet, hvilke konti lønnen og de tilhørende udgifter skal bogføres på. Det gør du under opsætningen af din regnskabsintegration.

Du skal angive alle konti, også selvom du ikke regner med at bruge dem lige nu. Det sikrer, at lønnen altid kan bogføres korrekt – også hvis du fx senere begynder at bruge bonus eller pension.

Her får du en forklaring på, hvad hver enkelt konto betyder og bliver brugt til i Salary.

💡TIP: Er du i tvivl om, hvordan du skal opsætte din kontoplan i Salary?

Hvis du er usikker på, hvordan du korrekt skal opsætte kontiene i Salary, anbefaler vi, at du rådfører dig med den person, der står for regnskabet i virksomheden.

Har I ikke en fast regnskabsansvarlig, kan det være en god idé at søge hjælp hos en lønbogholder, revisor eller anden regnskabskyndig, der har erfaring med løn og bogføring.

Det er vigtigt, at kontoplanen bliver sat rigtigt op fra start, så bogføringen fungerer korrekt og uden fejl.


Hvor ser jeg min bogføring henne?

Gå til fanen Integrationer og klik på knappen Se bogføring i højre hjørne. Her vises en liste med bogføringsposter og datoer. Klik på Bogføringslinjer for at se detaljer eller download som PDF eller CSV.

I oversigten vises altid dispositionsdatoen. Hvis du laver løn tilbage i med automatisk bogføring tilbage i tid, vil oversigten under ”Se bogføring” vise bogføringen på den dispositionsdato der er angivet på lønkørslen. Henter du derimod selve bogføringsbilaget, vil den korrekte dato fremgå her. Det er også dette bilag, der sendes videre til dit regnskabsprogram.


Udgiftskonti

AM-indkomst 

(udgift i regnskabet)
På denne konti bogfører Salary den samlede lønomkostning til dine ansatte når der udbetales løn. Visse dele af lønnen er dog udspecificeret yderligere på de følgende udgiftskonti.

Bonus

(udgift i regnskabet)

Denne konto bliver brugt til at bogføre løn oprettet gennem bonusfunktionen. F.eks. hvis en medarbejder skal have lidt ekstra udbetalt med en løn eller der skal køres løn til en provisionslønnet.

Bonus (uden AM indkomst)

(udgift i regnskabet)

Denne konto bliver brugt til at bogføre de typer bonusser som ikke er AM-pligtige. F.eks. Arbejdsgiverbetalt sygedagpenge eller G-dage.

Personalegoder

(udgift i regnskabet)
Her bogfører Salary andelen af alle personaleudgifter, som virksomheden betaler for den ansatte. Hvis den ansatte selv betaler et personalegode helt eller delvist via lønnen, bogføres dette i stedet under AM-indkomst, da det for virksomheden ses som ren løn.

Feriepenge

(udgift i regnskabet)
Hvis du har ansatte, som har ferie uden løn, får de feriepenge. Disse bliver bogført her.

Feriepengeforpligtelse

(udgift i regnskabet)

Denne konto bliver brugt når at de skyldige feriepengeforpligtelser skal udlignes. F.eks. hvis at en medarbejder afholder betalt ferie.

Bemærk: Hvis du ønsker, at feriepengeforpligtelsen skal bogføres automatisk, skal du aktivere funktionen under: Integrationer → Avancerede indstillinger.

Ferietillæg

(udgift i regnskabet)
Hvis du har funktionæransatte, skal de have ferietillæg. Når Salary udbetaler det opsparede ferietillæg, bliver udgiften bogført her. Bemærk at hensatte feriepengeforpligtelser selvfølgelig bogføres løbende under Skyldig Feriepenge, og nedskrevet når de udbetales.

Store Bededagstillæg

(udgift i regnskabet)

På samme måde som ferietillægget, så skal nogle funktionæransatte have Store Bededagstillæg. Når at det opsparede skyldige Store Bededagstillæg bliver udbetalt, så bliver udgiften bogført her.

SH-dage og Fritvalg

(udgift i regnskabet)

Disse to konti bliver brugt til at bogføre udbetalingen af de opsparede SH-dage og Fritvalgskonto

Medarbejder ATP og Arbejdsgiver ATP

(udgift i regnskabet)
Hvis der skal betales ATP-bidrag, vil Salary her bogføre hhv. medarbejderens og arbejdsgiverens andel af ATP.

Medarbejderbetalt pension og Arbejdsgiverbetalt pension 

(udgift i regnskabet)
På disse to konti bogfører Salary den samlede pension, som er trukket af lønnen. Posteringen er delt op efter om det er betalt af arbejdsgiver eller medarbejder.

Kørselsgodtgørelse

(udgift i regnskabet)
Hvis medarbejderen skal have kørselsgodtgørelse udbetalt i forbindelse med lønnen, bliver udgiften for virksomheden bogført på denne konto.

Rejsegodtgørelse

(udgift i regnskabet)
Hvis medarbejderen skal have rejsegodtgørelse udbetalt i forbindelse med lønnen, f.eks. diæter, bliver udgiften for virksomheden bogført på denne konto.

Barsel

(udgift i regnskabet)
Skulle der være nogle omkostninger i forbindelse med barsel, fx indbetaling til DA barsel, vil Salary bogføre disse på denne konto.

Lønsystem

(udgift i regnskabet)
Hvis du har Basic eller Premium, og i den forbindelse betaler til Salary for lønkørslen, så bogfører Salary selv denne udgift for dig på denne konto. Hvis du er en moms-registreret virksomhed, skal du sørge for denne konto har en 25%-momskode, således at dit regnskabsprogram holder styr på købsmomsen.

B-honorar

(udgift i regnskabet)
Hvis du udbetaler b-honorar som b-indkomst til f.eks. en freelancer, så bogfører Salary denne udgift på denne konto.

Bruttoferiepenge (udbetalt)

(udgift i regnskabet)

Denne konto benyttes til at bogføres udbetaling af bruttoferiepenge. F.eks. hvis at man selv holder ferieregnskab et andet sted end i Salary.

Gruppeliv

(udgift i regnskabet)

Denne konto bliver benyttet til at bogføre udgiften til forenede gruppeliv.

Indtægtskonti

(udgift i regnskabet)

Dækker over:

Fri frokost

Bruttotræk

Nettotræk

Fri telefon

Fri bil

Sundhedsforsikring

Fri kost og logi​

Afspadsering

Personaleforening

Disse konti bliver benyttet til at bogføre de forskellige personalegoder. Derfor skal du oprette løndelen under personalegoder på medarbejderen, for at dette bogføres på en af disse konti. Hvis du fx opretter et almindeligt bruttotræk via knappen, vil det blive bogført sammen med AM-indkomsten, dvs. blot blive fratrukket i bogført AM-indkomst. Hvis du derimod ønsker at bogfører på Bruttotræk (indtægt) skal du oprette et fast bruttotræk under personalegoder.

Balancekonti

Nettoløn (bank)

(aktiv i balancen)
Den udbetalte nettoløn, som dine medarbejdere får på deres konto, vil Salary bogføre her. Ofte vil du sætte denne til din bankkonto i dit regnskabssystem.

Personalelån

(aktiv i balancen)
Hvis du udbetaler et lønforskud til en medarbejder, antager Salary at dette er et kortfristet personalelån. Hvis du har bedt Salary om at tilbageholde et beløb fra en medarbejders lønudbetaling, bogfører Salary det på denne konto, således at det udligner en tidligere, manuel bogføring af selve udbetalingen af forskuddet.

Skyldig løn

(passiv i balancen)
Hvis du har sat lønoverførslen til at være manuel, så vil Salary bogføre den skyldige løn på denne konto. Herved skal du selv bogføre selve udbetalingen, når du foretager den.

Skyldige poster

(passiv i balancen)

Dækker over:

Skyldig A-skat
Skyldig AM-bidrag
Skyldig ATP
Skyldig Pension
Skyldig Feriepenge

Skyldig Feriepengeforpligtelse
Skyldig Ferietillæg

Skyldig Store Bededagstillæg

Skyldig SH-dage

Skyldige Fritvalg
Skyldig Barsel

Skyldig B-honorar

Skyldig afspadsering

Skyldig Gruppeliv


Hvis du i forbindelse med udbetaling af løn senere skal betale til f.eks. SKAT eller andre, så vil Salary bogføre denne forpligtelse på en af disse konti, alt efter hvad forpligtelsen drejer som om. Hvis du har sat automatiske overførsler via Salary op, vil Salary endda også bogføre den anden vej, når selve betalingen sker.

Udlæg

(passiv i balancen)
Hvis du udbetaler udlæg til dine medarbejdere i forbindelse med en lønkørsel, vil Salary bogføre det her. Du skal selv sørge for at bogføre det faktiske udgiftsbilag som en udgift i regnskabet, og bruge denne konto som modkonto.

💡TIP: I Salary har vi en udlægsfunktion, som gør det muligt for medarbejdere at uploade udlæg direkte i appen – inkl. bilag. Når udlægget er sendt, kan lønadministratoren godkende bilaget, hvorefter beløbet udbetales sammen med lønnen. Udlægget bliver samtidig bogført med bilag i jeres regnskabssystem via integrationen.

Læs mere om, hvordan udlægsfunktionen fungerer, i denne artikel.

Kortfristet gæld 

(passiv i balancen)
Hvis du har Salary Basic eller Premium, men ikke har sat automatiske overførsler op, så vil Salary bogføre prisen for Salary på denne konto.


Avancerede indstillinger


Hvad betyder Bogfør manuel overført løn som modtaget på disp.dagen?

🔗

Når lønnen overføres automatisk via Overførselsservice, bliver lønnen straks modposteret på bankkontoen.

Ved manuel overførsel kender vi derimod ikke tidspunktet for, hvornår pengene faktisk overføres. Derfor modposteres lønnen som udgangspunkt på skyldig løn. Når lønnen herefter bliver overført, skal du selv bogføre det manuelt ved at flytte beløbet fra skyldig løn til banken.

Hvis du slår denne indstilling til, bliver manuelle overførsler behandlet, som om de var automatiske. Det betyder, at de i stedet modposteres direkte på bankkontoen som hvis du havde brugt Overførselsservice.

Funktionen virker ikke, hvis virksomheden ikke gør brug af Overførselsservice.

Hvad betyder Vedhæft lønkvitteringsbilaget på lønkørselsbogføringer?

🔗

Lønkvitteringsbilaget kan normalt hentes under Virksomhed → Rapporter. Hvis denne indstilling slås til vil bilaget automatisk blive vedlagt bogføringen på lønkørslen i jeres regnskabssystem.


Hvad betyder Slå separate bogføringslinjer til?

🔗

Normalt samles bonuser, udlæg, forskud m.m. i bogføringen, så alle poster af samme type bliver til én samlet bogføringslinje.
For eksempel vil al bonus udbetalt i en periode som udgangspunkt blive registreret på én linje.

Hvis du ønsker, at en enkelt engangsbetaling (fx bonus, udlæg eller forskud) skal vises som sin egen bogføringslinje, kan du slå denne funktion til her.

Når funktionen er aktiveret, vil du næste gang du opretter en bonus eller anden engangsbetaling få muligheden for at tilføje en egen tekst til den pågældende bogføringslinje.

Hvad betyder Spring ikke-tilknyttede konti over?

🔗

Normalt vil bogføringen fejle, hvis en konto i kontoplanen ikke er tilknyttet en konto i bogføringssystemet.

Hvis du ønsker muligheden for at springe sådanne konti over, kan du aktivere denne indstilling. Når den er slået til, bliver ikke-tilknyttede konti sprunget over i bogføringen.

⚠️ Bemærk, at dette kan øge risikoen for, at bogføringen ikke balancerer. Bilaget vil dog stadig vise de konti, der ikke er tilknyttet.

Hvad betyder Bogfør feriepengeforpligtelser?

🔗

Feriepengeforpligtigelsen bogføres ikke automatisk og skal derfor slås til, hvis man ønsker det skal bogføres.

Hvad betyder Bogfør ikke betalinger?

🔗

Som udgangspunkt bliver betalinger af løn, skat m.v. bogført automatisk, på samme måde som selve lønkørslerne.

Hvis du ikke ønsker, at betalingerne bogføres automatisk, kan du slå denne funktion fra her.

Betalingerne vil blive bogført som skyldige og du skal selv modpostere de skyldige poster i regnskabsprogrammet.

Hvad betyder Tillad anden debetkonto på honorarer?

🔗

Normalt bogføres honorar på kontoen angivet herfor. Ved at slå funktionen til, kan man frit vælge hvilken debetkonto honoraret skal bogføres på.

Hvad betyder Bogfør betalinger på deres tiltænkte betalingsdato?

🔗

Denne indstilling handler kun om betalinger – hvis den ikke er slået til vil betalingerne bogførings den dag de faktisk betales.

Funktionen kan kun bruges ved opsætning af en bogføringsintegration.


FAQ

Jeg prøver at afstemme bogført ferietillæg i maj med lønrapporten. Hvorfor stemmer tallene ikke?

🔗

Når ferietillægget bogføres, er det kun opsparingssaldoen, der bogføres – ikke den eventuelle faktiske udbetaling. Derfor kan bogføringen af ferietillægget ikke nødvendigvis afstemmes 1:1 med det beløb, der er udbetalt. Da ferietillægget automatisk udbetales i maj og august, vil bogføringen blot udligne ferietillæg og skyldig ferietillæg, så saldoen går i 0. Hvis man trækker tallet under kolonnen Opsparet fra samt evt. tallet fra kolonnen justering fra tallet i kolonnen Udbetalt, bør tallet stemme med hvad der er bogført.

Jeg prøver at afstemme bogført Store Bededagstillæg i maj/august med lønrapporten. Hvorfor stemmer tallene ikke?

🔗

Når Store Bededagstillægget bogføres, er det kun opsparingssaldoen, der bogføres – ikke den eventuelle faktiske udbetaling. Derfor kan bogføringen af Store Bededagstillægget ikke nødvendigvis afstemmes 1:1 med det beløb, der er udbetalt. Da Store Bededagstillægget automatisk udbetales i maj og august, vil bogføringen blot udligne Store Bededagstillæg og Store Bededagstillæg, så saldoen går i 0. Hvis man trækker tallet under kolonnen Opsparet fra samt evt. tallet fra kolonnen justering fra tallet i kolonnen Udbetalt, bør tallet stemme med hvad der er bogført.

Hvorfor udligner feriepenge og skyldige feriepenge ikke hinanden?

🔗

Feriepenge er brutto og skyldig feriepenge er netto, derfor udligner de ikke hinanden, differencen ligger i skattebetalingen.

Besvarede dette dit spørgsmål?